9. september 2026 gik den årlige fælles udflugt for ca 20 frivillige medarbejdere ved Langå Egnsarkiv og Museum i Langå til Borre Landbomuseum, som nok er en af områdets bedst bevarede hemmeligheder:
Ejendommen er en firlænget gård, som på omkring 700 kvadratmeter er fyldt med effekter fra omkring starten af 1900-tallet og  op til 1980’erne.

Der er virkelig noget for enhver, uanset om det handler om landbrugsredskaber, smedeværktøj, bilreparationer, husholdning, købmandsbutik, frisørsalon og meget, meget mere.

Ægteparret Søren Ravn og Bodil Rasmussen har i over 25 år samlet ting, der er med til at fortælle historien om dengang de fleste landbrug var små, og man ordnede rigtig meget selv i de små samfund.

Dertil kommer en stor og meget velanlagt have, som indrammer gården, og som ejerne også finder tid til at passe.
Her findes et hyggeligt havehus, hvor den medbragte kaffe og kage kunne indtages i tørvejr – bygerne var ind i mellem temmelig alvorlige.

Dagen sluttede, traditionen tro, med smørrebrød og udveksling af gode  og undertiden sandfærdige historier i Kulturhuset i Langå.

Om museet:
Museet er kun åbent to dage om året, men det er altid muligt at kontakte ejerne og bestille et besøg:
Borre Landbomuseum, Bakkevej 16, Borre, 8850 Bjerringbro
Tlf: 21560034